Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for september 2011

Der er kun een slags marmelade, jeg altid helst skal have i huset – og den er lavet af gule mirabeller. Den smager som en raffineret blanding af abrikos og blomme og med en behagelig, frisk syrlighed (som er særligt udpræget i år, hvor mirabellerne har været i solunderskud hele sommeren) og er en skøn ting at have i huset. Og så er den taknemmelig at lave. Ikke alene er det hyggeligt og rart at drage ud i sensommeren, når mirabelletræerne bugner af frugt, og af al denne overflod forsynes sig med en stor posefuld, men det er også nemt og hurtigt at plukke frugten, og den findes stort set overalt. Det vil sige, når man som jeg bor i København og primært kommer rundt på cykel, kan det selvfølgelig godt være sin sag at finde et mirabelletræ tilstrækkelig langt uden for byen, der ikke ligger tæt op ad en befærdet vej. Så forrige weekend greb jeg chancen, da jeg var i Jylland til familiefest, og afsøgte skovbrynet ved mit barndomshjem for gule mirabeller, som endnu ikke var faldet af træet. Og der var endnu flere, end jeg huskede. Det store træ ved køkkenhaven havde allerede tabt alle blommerne, men i skovbrynet var der tre forskellige, som jeg ikke har lagt mærke til før, så jeg kunne bare vælge det med de sødeste frugter. Og i løbet af mindre end en halv time havde jeg plukket to kilo. Til gengæld var jeg så nødt til at bære en trappestige et pænt stykke vej derhen, eftersom træet var temmelig højt, og at balancere et par meter over jorden på en stige, der stod temmelig usikkert og vaklende i den bløde skovbund, gjorde oplevelsen ekstra spændende…

Vel hjemkommen så jeg frugten efter for pletter og råd, og alle der viste tegn på knubs eller huller, blev kasseret. Resten røg i en gryde med 800 g sukker per kilo frugt og kogt en times tid. Blommerne brister ret hurtigt og stenene stiger til vejrs, hvorefter det er enkelt at fjerne dem ved hjælp af en ske og en hulske. Det kræver dog lidt tålmodighed, da der er mange af dem. Derefter koges marmeladen blot ind, til den får en smuk ravgylden farve og stivner, når den kommes på en kold tallerken. Man kan smage til med ekstra sukker, hvis man synes. Det eneste tricky er at ramme det rigtige geleringspunkt, da der ikke er så meget ved marmelade, der enten løber ud over alle bredder eller er så stiv, at den dårligt nok kan smøres på brødet. En lille tallerken i køleskabet er et godt hjælpemiddel; så hældes en smule marmelade på den, den sættes tilbage i køleskabet, og efter et par minutter tjekkes, hvor meget marmeladen er stivnet. Den skal løbe lidt sejt hen ad tallerkenen, når denne tippes, og helst have nogenlunde den konsistens, man godt kunne tænke sig, den har på brødet. Jeg bliver dog  altid lidt overrasket over, at marmeladen skal virke lidt for flydende, når jeg hælder den på glas – så har den som regel en fin konsistens efter en nat i køleskabet.

Glassene bør skoldes med kogende vand (sæt dem i vasken og fyld dem med kogende vand, sæt så låget løst på, så det også bliver skoldet – og pas på ikke at brænde fingrene, når de tømmes igen) og dernæst skylles i cognac. Marmeladen hældes i, glassene lukkes og sættes derefter i køleskabet. Jeg har med succes gemt marmeladen i op til to år.

Den smager dejligt på brød, kan ligesom abrikosmarmelade bruges som glasur på kager og tærter, og jeg forestiller mig, at den også er glimrende som fyld i en vinterlig souffléomelet..

Og nu har jeg marmelade til hele vinteren.

Reklamer

Read Full Post »