Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for januar 2012

En af de ting, jeg opdagede, efter jeg startede denne blog, er, at jeg i min interne blogstatistik kan gå ind og se, hvilke søgeord, der bringer folk herind. Og den absolutte vinder, når det kommer til søgeord her på bloggen, er: “havregrynspandekager”. Så der må sidde en del mennesker, der søger efter opskrifter på dem, og jeg iler derfor med at bringe endnu en.

Jeg ved godt, at jeg i min tidligere post om Kim Boyce’s havregrynspandekager skråsikkert annoncerede, at jeg fremover ikke behøvede andre opskrifter end denne; men variation er, også når det kommer til mad, en dejlig ting (selv om jeg lige nu er inde i en periode, hvor jeg – indrømmet – nærmest obsessivt spiser den samme ret hver dag i mindst en uge i træk) – og jeg vender derfor jævnligt tilbage til også denne opskrift på havregrynspandekager, som jeg, når jeg tænker alvorligt over det, faktisk synes er lige så god som den anden – og så er den tilmed lidt enklere at lave, hvilket især, når det gælder mig og morgenmadsopskrifter, er en stor fordel. Det eneste lidt tricky her er, at man skal beslutte allerede aftenen forinden, at man gerne vil have havregrynspandekager til morgenmad, eftersom havregrynene skal stå i blød i kærnemælk natten over. Resten er så let som ingenting.

Opskriften stammer fra Molly Wizenbergs blog Orangette. Jeg har halveret den og skåret ned på smørret, som jeg synes er lige lovlig overvældende i den originale udgave – men det er naturligvis smag og behag. Pandekagerne kan sagtens stå et par dage i køleskabet, dækket med plasticfolie (eller for den sags skyld fryses) og så varmes i ovnen eller på brødristeren, så hvis man enten er meget sulten eller mange til bords, kan man jo bare fordoble ingredienserne.

Bliver til ca. 12-15 styk

Ingredienser

2,5 dl grovvalsede havregryn

2,5 dl kærnemælk (jeg brugte kefir)

60 ml hvedemel

1 spsk (15 ml) sukker

½ tsk (2,5 ml) bagepulver

½ tsk (2,5 ml) natron

1/4 tsk (1,25 ml) salt

1 stort æg, let sammenpisket

30 g smeltet (usaltet) smør (plus mere til panden)

Evt. frosne eller friske blåbær. Serveres med ahornsirup.

Fremgangsmåde: man blander havregryn og kærnemælk og stiller i en skål, dækket med folie, i køleskabet natten over. Næste morgen tager man havregrynene ud og blander i en separat skål mel, sukker, bagepulver, natron og salt. Rør ægget og det smeltede smør godt sammen med havregrynene. Tilsæt mel etc. og bland det hele let sammen. Pas på ikke at overrøre dejen, det kan gøre pandekagerne seje. Hæld lidt smeltet smør* på en slip-let-pande (eller bare din yndlingsstegepande) og dryp klatter af dej (ca. en spiseskefuld til hver) på. Evt. kan man putte lidt blåbær på hver enkelt pandekage på panden, før man vender dem. Bag dem nogle minutter på hver side ved middel varme. Server lune med ahornsirup.

De er temmelig mættende, men smager dejligt på en kold vintermorgen. En tidligere kollega, som jeg gav opskriften til, fortalte begejstret om, hvordan hendes børn og deres legekammerater spiste dem i store mængder før en lang dag på kælkebakken – og det må være en god måde at forkæle sine måske lidt kræsne børn på og få dem til at spise noget trods alt forholdsvist sundt og nærende før en lang dags aktivitet.

* Jeg foretrækker at bage pandekager og æbleskiver i klaret smør – dvs. smeltet smør uden bundfaldet (bare lad det stå et par minutter, så skiller det helt af sig selv) – det tåler en højere temperatur uden at branke og giver en meget ren og fin smørsmag.

Reklamer

Read Full Post »