Feeds:
Indlæg
Kommentarer

Archive for december 2012

Om kefir

Dette er ikke nogen helseblog. Jeg har aldrig haft lyst til at følge nogen af de evigt skiftende modediller (eller nærmere trosretninger) inden for sund ernæring.

Men jeg har een ting, jeg indtager hver dag, og som vel i princippet placerer mig solidt blandt de ultraflippede, økofrelste, halvfjerdserhippiebevidste sundhedsapostle: jeg tilhører nemlig det ganske lille mindretal her i Danmark, som laver sin egen kefir.

Glem alt om mælkesyrebakterier i kapselform og de mange ideer om mælks skadevirkninger. Jeg drikker hver morgen en halv liter af min egen, hjemmelavede kefir, som indeholder flere gavnlige bakteriekulturer end alle andre surmælksprodukter tilsammen. Og tilmed i yderst levende, potent form. Og ikke nok med det. Kefir er meget sundere en ren mælk, fordi bakteriekulturerne i løbet af processen, hvor de omdanner mælken til kefir, producerer ekstra vitaminer og andre nyttige stoffer. Desuden nedbryder kulturerne det meste af laktosen, så selv laktoseintolerante kan tåle den. Og så smager det godt. Kan det blive meget bedre?

Kefir er en drik, som i smag og konsistens er en mellemting mellem kærnemælk og yoghurt. Den er udbredt i hele Østeuropa, hvor den tillægges alle mulige sundhedsfremmende egenskaber. Men her i Danmark er den mærkeligt fraværende, bortset fra en kort blomstringstid engang i halvfjerdserne.

Den er så heller ikke så nem at fremstille industrielt (de industrielle produkter er som regel lavet på basis af et frysetørret pulver med kun halvt så mange bakteriekulturer; det gør det åbenbart nemmere at kontrollere processen). Men den er nærmest lattervækkende ligetil at lave selv. Har man een gang fået lidt ægte kefirkultur, kan man lave sin egen kefir resten af livet. Processen er, at man hver dag putter kulturen, som er en symbiose af forskellige mikroorganismer og  ligner små blomkålsbuketter, ned i en beholder med frisk mælk og lader det stå ved stuetemperatur. I løbet af fireogtyve timer omdanner bakterierne mælken til kefir. Næste dag sier man den færdige kefir og putter kulturen ned i en frisk portion mælk. Ikke noget med at varme mælken op til 42 grader som ved yoghurt, ikke noget med at købe nye forsyninger af kultur med jævne mellemrum. Er processen først sat i gang, kører den bare. Hvis jeg er ude at rejse eller har brug for en pause, putter jeg kefirkulturen i køleskabet sammen med en portion frisk mælk; der kan den uden problemer holde sig en uges tid eller mere, før mælken skal skiftes.

Som sagt drikker jeg kefir hver morgen: jeg laver en smoothie med banan, kanel, ahornsirup og lidt ristede sesamfrø. Eller faktisk drikker jeg den ikke, jeg spiser den med ske og med lidt müsli drysset over. Sammen med et par kopper kaffe behøver jeg ikke anden morgenmad.

Jeg erstatter også kærnemælk og yoghurt i bageopskrifter med kefir. Det fungerer fint. Om sommeren danner kefiren basis for kolde supper (med kogte rødbeder,  rå eller saltagurker o. lign.). Og så bruger jeg den desuden, når jeg syrner mælk til friskost.

Det er tilmed billigere, end hvis jeg spiste den samme mængde yoghurt. For ikke at tale om, hvis jeg også skulle indtage kosttilskud med mælkesyrebakterier hver dag. Så kefiren og jeg kommer til at følges ad!

IMG_2746

Kefiren er syrnet i 24 timer og er nu klar til at blive siet.

Den ser lidt geleagtig ud.

Hvis den står længere. vil den begynde at skille.

IMG_2751

Når kefiren bliver hældt op i sigten, går den faste konsistens i opløsning.

IMG_2755

Sådan ser kefirkulturen ud.

IMG_2757

Klar til at blive overhældt med frisk mælk.

IMG_2758

Kefirkultur og frisk mælk i glasset, færdig kefir i skålen.

IMG_2759

Den færdige kefir har en cremet konsistens, lidt tykkere end kærnemælk.

Den smager en smule syrligere.

Hvis den står i køleskabet til dagen efter, forbedrer det smagen.

NB: Det er bedst kun at bruge redskaber af glas eller plastic, da kontakt med metal kan påvirke processen. Det er derfor, jeg ikke bruger en metalsigte ovenfor.

Reklamer

Read Full Post »