Som barn boede jeg i perioder i Saudi Arabien og Libyen. Min mor og stedfar var udstationeret for danske virksomheder, og min søster og jeg besøgte dem i måneder af gangen. I begge lande boede vi i en form for lejr sammen med andre europæere. Der var et højt hegn omkring og vagter ved indgangen. Det betød, at vi inden for murene kunne leve og gå klædt som vi ville, men også at vi ikke risikerede at forstyrre det omgivende, stærkt traditionelt levende samfund. Så hvem afskærmede sig mod hvem?
Engang imellem kørte vi til de nærliggende byer, Gizan i Saudi Arabien og Tripoli i Libyen, eller vi tog til stranden og badede i henholdsvis Det Røde Hav og Middelhavet. Og udenfor murene mødte jeg en helt anden verden. Politiske, religiøse og ligestillingsmæssige problemstillinger var ikke noget, jeg forstod som barn, så det land, der mødte mig, var et eventyrland fra Bibelen eller fra 1001 nat. Mændene gik i lange kjortler med rød-hvide tørklæder på hovedet, holdt på plads af sorte gummiringe, som lignede cykeldæk. Kvinderne i Saudi Arabien var helt hyllet i en sort kappe, abaya, og omkring hoved, hals og skuldre havde de kunstfærdigt omviklet spindelvævstynde, sorte chiffonslør med broderede kanter. Pigerne på min egen alder gik i flæsebesatte, farvestrålende prinsessekjoler, som jeg som unisexbarn af halvfjerdserne, opvokset med cowboysmækbukser og træskostøvler, kun kunne drømme om (jeg fik dog et par kjoler selv, som jeg elskede at gå i, indtil en af lejrens katte rev dem i stykker), og de lidt ældre piger var også hyllet i sorte slør, af et lidt andet materiale og viklet på en anden måde end de gifte kvinders, men uden den sorte kappe. Mødte man dem privat, i hjemmets kvindeafdeling, kunne man se de klaser af hvide, duftende blomster, de havde hængende i tynde sølvkæder fra ørerne, og som dannede en slående kontrast til deres lange, kulsorte fletninger. I Libyen var den traditionelle kvindedragt et stort hvidt stykke stof, som dækkede hele figuren, og hvor en flig af det gik ind over og dækkede ansigtet.
Rundt om lejrene, vi boede i, var der vidtstrakt sand- eller stenørken, gennemskåret af udtørrede flodlejer, og i Libyen havde vi børn hver vores eget æsel i en lille indhegning, så vi red sommetider en flok afsted på lange ture ud i landskabet, hvor vi måske kun mødte en enkelt hyrdedreng, når vi standsede ved et figentræ og spiste de solvarme frugter. De ældste børn kunne som regel finde vej, og vores forældre bekymrede sig ikke om andet, end om vi havde vanddunke med. Min mor kunne ikke færdes trygt alene i Libyen, men det kunne vi børn. Det var eventyrligt, frit, på en gang sikkert og fremmedartet. Gjorde vi holdt ved et enligt beliggende hus, blev vi altid budt på noget at drikke. Gæstfrihed i ørkenen er en ufravigelig regel.
I Libyen besøgte vi en gang to romerske ruinbyer, som havde ligget begravet i sandet i næsten 2000 år. De var blevet gravet fri i begyndelsen af 1900-tallet og lå stort set intakte hen. Tagene på bygningerne var naturligvis faldet sammen, men mure og søjler stod der stadig, og byerne var fuldstændig upåvirket af moderne liv. Man kunne gå rundt i en hel by næsten uden at møde nogle mennesker, se de mange farvestrålende mosaikker, gå fra amfiteatret til badeanstalten, kigge ind i husene og føle sig hensat til Romerriget anno 250. Da jeg senere så Colosseum i Rom, var det en stor skuffelse – så mange biler, moderne bygninger og støj rundt omkring!
Men det, der gjorde størst indtryk på mig, var bazarerne. Een ting var vejsidemarkederne, hvor lokale bønder fra ladet af deres hvide pick-up’s solgte hjemmedyrkede frugter og grøntsager – vandmeloner halvt så store som mig selv! – men at gå rundt i de smalle gader i bazaren (soukh’en) var noget ganske særligt. Dengang i 1980erne var påvirkningen fra vestlig kultur meget lille, både i Tripoli, som på grund af oberst Gadaffi var særdeles isoleret fra alt vestligt, og i Gizan, som ligger i et udkantsområde tæt på grænsen til Yemen, hvor man stadig lever som man altid har gjort. Gizan er en havneby, så der var traditionelt rige handelsforbindelser udadtil, og soukh’en var igennem århundreder livlig og blomstrende. At gå rundt der var et sansebombardement. Gaderne var smalle og mørke, men det var alligevel som om de lyste af de mange farvestrålende stoffer hos klædehandlerne, de tunge, glinsende guldsmykker hos smykkehandlerne, de skinnende kunsthåndværk- og brugsgenstande – kander, krukker, fade – kunstfærdigt stillet frem til skue, kurve i forskellige former, fine flasker af alabast, alverdens tænkelige krydderier i store, åbne sække hos krydderihandlerne, så man selv kunne se, lugte, røre og smage, og luften var fyldt af lyden af stemmer, der tingede om priserne på arabisk, og gennemtrængt af en krydret duft. Jeg blev aldrig træt af det. I mange år efter gemte jeg en slidt pengeseddel, som havde passeret gennem så mange hænder i bazaren og været i berøring med så mange krydderier, at den fuldstændig havde opsuget den helt særlige duft, der var der, og jeg tog den sommetider, hjemme i Danmark, frem og snusede til den, og var med eet igen tilbage i en støvet, varm og intenst duftende handelsgyde i det sydlige Saudi Arabien.
Jeg tror, det er disse tidlige oplevelser, der gør, at jeg altid som det første, når jeg er ude at rejse, opsøger lokale markeder og aldrig bliver træt af at gå rundt og se og smage deres produkter.
Og jeg tror, det er det, der gør, at jeg er så glad for Torvehallerne her i København, som ganske vist har en fuldstændig anden stemning og et helt andet sortiment, men som på sin egen måde er et tilsvarende stort sansebombardement, med muligheden for at smage, lugte og røre de mange forskellige produkter, tale med de handlende, og hvis fantastiske krydderistand, Asa, på en særlig måde minder mig om min barndoms bazar og føles og smager så meget som den ægte vare, at det giver mig lyst til at lave mad med krydderier igen.
Creme caramel (karamelrand) med safran, kardemomme og rosenvand
(fra Claudia Roden’s “Tamarind & Saffron. Favourite Recipes from the Middle East”)
Ingredienser
6 dl sødmælk
115 g sukker plus 4 spsk til karamel
et nip safrantråde
1/4 tsk kardemommefrø
2 spsk rosenvand
4 æg, pisket let sammen
Fremgangsmåde:
Tænd ovnen på 180 grader og sæt en fad med vand ind i, som når godt op ad siderne af en randform.
Varm mælken til kogepunktet sammen med safran, kardemomme og sukker og lad den derefter køle af, til den er lunken. Rør rosenvandet i og bland med de sammenpiskede æg.
Varm de 4 spsk sukker i en lille gryde, til det smelter og bliver mørkebrunt. Tilsæt 4 spsk vand. Den flydende karamel vil stivne, men derefter smelte igen og boble. Hæld det i randformen og drej den rundt, så karamellen dækker hele indersiden. Brug en ske til at øse karamellem op ad siderne. Den stivner hurtigt.
Lad karamellen køle lidt af i formen og hæld så mælkeblandingen. Put formen ned i fadet med det varme vand i ovnen og bag i ca. 1 time, til karamelranden er fast men stadig giver sig lidt, når man blidt ryster formen. Den vil være blevet lidt brunet på oversiden.
Lad den køle helt af, kør så en kniv rundt langs kanten, dyp formen i 30 sekunder i hedt vand, put et serveringsfad over og vend cremen ud på dette. Hæld den overskydende karamel rundt om.
koekkendagbog 