Jeg begyndte på et nyt arbejde for 6 uger siden. Spændende, udfordrende og godt, så den sidste halvanden måned har været præget af en mængde nye indtryk, opgaver, mennesker, omgivelser og rutiner. Og ikke mindst hvad rutinerne angår har jeg været igennem en omstillingsproces både på arbejdet og hjemme. For jeg bruger nu en time på transport hver vej, og så er der pludselig ikke ret meget tid hjemme hos mig selv til at ordne alle de ting, der får min hverdag til at hænge sammen: lave mad, vaske tøj, gøre rent, se mine venner, lytte til musik, gå ture, slappe af og sommetider bare sidde og lave absolut ingenting. Så de seneste 6 uger har også drejet sig om at justere – finde de forskellige knapper, så at sige, som jeg kunne skrue på, så mine daglige gøremål blev organiseret på en lidt anden måde – og ikke mindst har det drejet sig om at justere mine forventninger til mig selv, så jeg er tilfreds med det, jeg når, og ikke stresser eller føler mig utilstrækkelig over det, jeg ikke når. Hen over sommeren havde jeg en del tid til at lave mad, og jeg kom ind i en rytme, hvor det fyldte ret meget i min dagligdag og hvor jeg lavede virkelig meget fra bunden. Det kan jeg ikke nu. Og det nytter ikke noget, at jeg kommer hjem fra arbejde kl. 18 og er stresset over, at jeg ikke har spor lyst til at bruge en time i køkkenet men bare er sulten og træt og vil sidde ned med noget lækkert comfort food uden nødvendigvis at skulle til at købe take away hver anden aften. Så må jeg lade være med at forvente af mig selv, at jeg skal til at stå i køkkenet og lave en treretters menu på en hverdagsaften. Og i stedet må jeg have lavet en stor portion suppe i weekenden (hvor jeg stadig slapper af med at lave mad), som jeg kan varme noget af og spise efter et par oliven og så afslutte måltidet med en dadel, lidt nødder, frugt el. lign. Det har jeg prøvet i et par uger nu, og det fungerer utrolig godt. Suppe er et perfekt middel mod den lidt sultne, trætte fyraftensstemning og mætter på en let måde, der giver energi til resten af aftenen.
Og når mit vækkeur ringer klokken halvseks om morgenen og det er bulderravende mørkt udenfor vil jeg kunne stå op til en delikat og nem morgenmad, der giver mig en følelse af variation, forkælelse og energi til at gå ud i verden. Og der virker det rigtig godt på mig at have noget lidt mere specielt brød i fryseren, som jeg kan tage ud aftenen før og lige varme lidt på brødristeren næste morgen. Morgenmadsbakken har jeg dækket inden jeg går i seng, så skal jeg bare tænde for elkedlen, kværne kaffebønnerne, lave en smoothie eller noget havregrød og riste mit brød, og så kan jeg sætte mig ned til en stille stund og begynde dagen på en god måde. Så de seneste uger har set mig spise estisk bygbrød med kommen, engelske havrepandekager lavet med gær, og nu senest endnu en engelsk ting: Elizabeth Davids Spice buns.
Som barn læste jeg ofte De fem-bøgerne af Enid Blyton, og mere end de forskellige kriminalsager husker jeg de fantastiske madkurve og teborde, børnene regelmæssigt satte sig ned til. Og i alle de andre engelske børnebøger (og en del voksenbøger) jeg igennem årene læste, spillede maden en stor rolle. Engelsk køkken har jo ellers traditionelt et skrækkeligt ry (billedet i dag er jo heldigvis et ganske andet), men deres gammeldags teborde har altid haft noget ganske særligt over sig. Og det blev jeg tidligt opmærksom på. Sommetider, når jeg kom hjem fra skole, lavede jeg en engelsk søsterkage med en pose færdigblandede krydderier, og rosinbrød var klart mit yndlingsbrød. Men det var ligesom ikke helt rigtigt – søsterkagen var en supermarkedskøbt færdigblanding og rosinbrødet i sig selv lidt kedeligt – men det var det tætteste, jeg kom på det dengang. Senere, da jeg var i begyndelsen af tyverne og på vandretur i det sydlige England, fik jeg lejlighed til at smage rigtige scones med clotted cream og jorbærsyltetøj, serveret udendørs i små idylliske tea gardens, og det var ligesom at vandre ind i en gammel roman. Dér fik jeg i hvert fald konstateret, at de små, tørre klumper, der herhjemme som oftest sælges under navnet scones og som næsten altid klistrer ubehageligt til ganen, ingen lighed whatsoever har med the real thing. Og efter at jeg for et par uger siden bestilte Elizabeth Davids “English Bread And Yeast Cookery” på Amazon, er jeg kommet helt i stemning til masser af engelsk bagværk. Så i går bagte jeg spice buns med en rigtig, hjemmekværnet krydderiblanding og læssevis af korender – den perfekte syntese af min barndoms søsterkage og rosinbrød.
Krydderierne købte jeg hos ASA i de fremragende Torvehaller, det er den mest fantastiske bod med alt, hvad hjertet begærer – og så bliver den tilmed drevet af en englænder, så man kan få sig en lille sludder og et sus fra den store verden ved samme lejlighed.
Opskrift:
450-500 g mel
30 g gær (jeg brugte 20 g)
125 g korender
1 strøget tsk salt
2,5 dl mælk
60 lysebrunt muscovadosukker
60 g usaltet smør
2 tsk krydderiblanding
2 æg
Glasur: 2 spsk mælk og 2 spsk almindeligt sukker.
Krydderiblanding: 2 dele muskatnød, 2 dele hvid peber, 1 del kanel, 1 del nellike, 1 del tørret ingefær. Krydderierne købes hele og kværnes i en kaffemølle. Det, man ikke bruger her, kan gemmes i et glas med tætsluttende låg. Men brug det helst inden for et halvt år.
Fremgangsmåde:
Giver 12-14 boller.
Dejen kan med fordel laves i en røremaskine med dejkrog.
Opvarm mælken til den er lunken. Tag lidt af den op i en kop og rør gæren ud heri. Opvarm melet (stil skålen med det i en varm ovn i nogle minutter). Tilsæt salt*, sukker og krydderier. Imens man rører dejen, enten med hånden eller i en røremaskine, tilsættes det udrørte gær og derefter det blødgjorte smør. Tilsæt så æggene et ad gangen og derefter resten af mælken. Når det hele er godt rørt sammen, strøs korenderne i. Sørg for, at de bliver jævnt fordelt i dejen. Dejen skal stadig være lidt lind i det, men ikke decideret flydende, så tilsæt om nødvendigt ekstra mælk. Lad den hæve et lunt sted i 2-3 timer. Smør en muffinspande af metal med smør. Når dejen er hævet til dobbelt størrelse slås den ned og æltes let (den bliver aldrig fast nok til at tage ud på bordet og ælte med hænderne). Fordel den med en ske i muffinsformene, der skal fyldes ca. totredjedele. Lad bollerne efterhæve et lunt sted, igen til dobbelt størrelse. Bag dem ved 200 grader i 15-20 min. Kort før bollerne kommer ud af ovnen, koges mælk og sukker sammen til det er sirupsagtigt i konsistensen og bollerne pensles hermed så snart de er ude af ovnen – helst to gange.
*Hvis man bruger groft havsalt, skal det opløses i hovedparten af mælken, efter man har taget noget af den fra til at udrøre gæren i.
Bollerne smager dejligt nybagte med koldt smør – og lige så godt varmet på brødristeren næste morgen.
Skriv en kommentar